Urban & Landscape
Architecture

Vesterbro Torv

Vesterbro Torv er på vej til at blive en central destination i Aarhus, hvor byliv, natur og klimatilpasning forenes i et moderne byrum. Fodgængere, cyklister og byliv prioriteres fremfor tung trafik, og for lokalområdet er torvet et potentielt samlingssted, hvor man handler, mødes og gerne vil opholde sig. 

Vesterbro Torv – Et grønt byrum i hjertet af Aarhus
Vesterbro Torv er på vej til at blive en central destination i Aarhus, hvor byliv, natur og klimatilpasning forenes i et moderne byrum. Fodgængere, cyklister og byliv prioriteres fremfor tung trafik, og for lokalområdet er torvet et potentielt samlingssted, hvor man handler, mødes og gerne vil opholde sig.

Fra trafikrum til grønt mødested
Torvet, der i mere end 100 år primært har fungeret som trafikrum, vil nu blive et fredeligt åndehul i byens travle liv. Trafikomlægninger i de omkringliggende gader, skaber muligheden for at omdanne torvet til et levende byrum, hvor bylivet får førsteprioritet. Med varieret beplantning fra stauder til træer og et sammenhængende gulv bliver torvet et sted, hvor man kan opholde sig og nyde byens puls i rolige omgivelser. Torvet indrettes med forskellige zoner, der indbyder til ophold - både det korte, det lange og de uformelle møder. Her er der plads til handel, leg og bevægelse, men med stor fleksibilitet i indretningen, så det nye torv kan anvendes til mange forskellige aktiviteter og events gennem ugen, måneden og året. Flytbart inventar sikrer fleksibilitet, så torvet kan tilpasses alt fra små pauser i hverdagen til markedsdage, loppemarkeder og kulturelle begivenheder. Selvom torvet emmer af liv ved store arrangementer, er der altid mulighed for at finde et roligt hjørne under trækronerne eller langs facaderne, hvor man kan nyde en stille pause.

Nye træer på torvet er nøje udvalgt med fokus på biodiversitet og variation i udtryk gennem årstiderne. Om foråret klædes træerne i hvide blomster, mens efteråret bringer varme nuancer af gult og rødt. De letløvede trækroner skaber et grønt tag, der både giver skygge og sikrer et godt overblik. Torvet opdeles i mindre, intime opholdszoner, hvor flerstammede træer og buske skaber rum, der er ideelle til både ophold og aktiviteter. Torvet får desuden et gennemgående blågrønt træk, der slynger sig gennem pladsen i form af frodige regnbede. Vandet ledes på tværs af torvet, hvor det forsinkes og renses, hvilket styrker torvets grønne identitet. Beplantningen skaber grønne "sprækker" i torvets gulv, som optager regnvand og renser det overskydende vand som ikke optages af robuste stauder, buske og træer, der sikrer, at pladsens planter kan modstå både tørke og regnskyl.

Genbrug og genanvendelse
I udviklingen af torvet har vi haft stort fokus på at reducere brugen af nye materialer og i stedet udnytte stedets eksisterende ressourcer. Beton fra den gamle parkeringskælder er blevet knust og genbrugt som fyldmateriale og grusbelægning på både det midlertidige og fremtidige torv. Granitbeklædningen fra parkeringskælderen er genanvendt som nye støttemure og siddekanter. Alle eksisterende kantsten, brosten og chaussésten er også blevet genindbygget i det fremtidige torv. Selv beplantningen er bevaret, flyttet og genplantet, så af de 25 træer på torvet er det kun fem, der er nyplantede.

Trafik og tilgængelighed
Trafikomlægningen omkring Vesterbro Torv skaber en mere tryg og tilgængelig plads for byens borgere. Torvet prioriterer nu bløde trafikanter, hvilket sikrer, at det er mennesker og byliv, der definerer rummet. Biltrafikken bliver sekundær og afgrænses til specifikke ruter, mens bustrafikken på torvets sydlige side opretholdes med nye stoppesteder i begge retninger.
For cyklister forbedres forholdene betydeligt, med cykelstier, flere etablerede cykelparkeringsmuligheder både på torvet og langs de tilstødende facader. Gående og svagtseende får også glæde af de nye krydsningspunkter, som gør det sikkert og nemt at navigere på torvet og til de omkringliggende gader. På den måde skabes et harmonisk samspil mellem byrum og trafik, hvor alle bløde trafikanter har gode og sikre bevægelsesmuligheder.

Læs Dispositionsforslag for Vesterbro Torv her



Sted

Aarhus

Bygherre

Aarhus Kommune og Aarhus Vand

Udført

2023-igangværende

Rolle

Hovedrådgiver (delt rådgivning)

Samarbejdspartner

COWI & Krüger A/S