LYTT Bæredygtighed
Hos LYTT er vores tilgang til bæredygtighed funderet i vores LYTT DNA og klassiske dyder: omhu, omtanke, holdbarhed, kvalitet og æstetik. Med afsæt i en holistisk tilgang, søger vi at udnytte stedets fulde potentiale, så vores projekter kan blive så grønne, blå, bæredygtige og levende som muligt, og blive til steder, hvor mennesker kan opleve forbundethed med hinanden, historien, naturen og verden.
Vores mantra shaping lasting change betyder for os, at bæredygtigheden i vores projekter skal være langtidsholdbar, helhedsorienteret, reel og målbar, og i det arbejde benytter vi os både af kendte værktøjer og den nyeste viden.
Vores mantra shaping lasting change betyder for os, at bæredygtigheden i vores projekter skal være langtidsholdbar, helhedsorienteret, reel og målbar, og i det arbejde benytter vi os både af kendte værktøjer og den nyeste viden.
Tilgang og kompetencer
Tidlig screening
Mange af de vigtigste beslutninger, der for alvor har konsekvenser for et projekts miljøbelastning, tages allerede i de helt tidligere faser - i planlægningen og i skitseringen. Det er her, at vi sætter de første streger, og de har stor betydning for både terræn, vand, infrastruktur, funktionalitet og beplantning. Det er derfor også i de tidlige faser, at vi for alvor kan påvirke, hvor bæredygtigt et projekt ender med at blive. Vi arbejder metodisk med at lave en tidlig bæredygtighedsscreening af vores projekter, som skal afdække de projekt- og stedsspecifikke potentialer. Screeningen bruges som en rettesnor gennem projektets faser, og danner ramme for den videre dialog med bygherre og samarbejdspartnere.
Biodiversitet
Vores projekter søger altid at bygge videre på stedets potentialer og kvaliteter. Det handler om at skabe det bedst mulige projekt ud fra de forudsætninger, som stedet rummer. Derfor går vi undersøgende til værks, for at sikre os viden om alt fra indpasning i større regionale eller lokale blå-grønne korridorer, eksisterende habitater, jordbundsforhold og biotoper etc. Vi søger at bevare, styrke og forbinde eksisterende grønne og blå kvaliteter, skabe en robust og varieret beplantning, og skabe ny bynatur i synergi med andre funktioner. Vi vil sikre at herlighedsværdi går hånd i hånd med nytteværdi, og i sidste ende bidrager til at sikre artsvariation samt understøtte mangfoldigheden af økosystemer.
Regnvandshåndtering
Det er er grundvilkår, at der kommer mere vand omkring os. Derfor planlægger vi med vandet i stedet for at arbejde imod det, og byder de givne udfordringer velkommen som en mulighed for at skabe adaptive løsninger, der inviterer vandet ind i byen frem for at holde det væk. Vi ser regnvand som en ressource, der er med til at gøre byområder mere levende og grønne, og som kan bidrage til at skabe sammenhæng på tværs af boligområder, understøtte sociale aktiviteter og skabe øget biodiversitet. Vi har stor erfaring med håndtering af regnvand på overfladen, og arbejder med regnvand i forskellig skala og kontekst. Gennem årene har vi derfor oparbejdet en stor teknisk og æstetisk forståelse for, hvordan den gode løsning skabes i samarbejde med alle parter der er involveret i projekterne.
Havvand og kystsikring
Kystnære byer skal sikres mod de forventede havvandsstigninger og voldsommere stormflodshændelser, som vi i fremtiden vil møde. Ved klimatilpasning af kystbyerne arbejder vi med udviklingsplaner med fokus på adaptive sikringsstrategier, der løbende tilpasses de forestående udfordringer ift. stigende havvand, grundvand samt regnvand. Klimatilpasning skal give merværdi for mennesker og natur, og derfor frembringer vi løsninger, hvor dynamisk byudvikling kombineres med arkitektonisk smukke løsninger. Herved omsættes og iscenesættes naturens fascinerende, og til tider frygtindgydende, kraft til oplevelsesrige møder med vandet.
Cirkulær økonomi
Registrering og vurdering af eksisterende materialer er vigtigt for at kunne træffe bevidste og fagligt underbyggede valg, der kan sikre en bæredygtig brug af stedets ressourcer. Vi har fra flere projekter erfaring med at arbejde med cirkulær økonomi og genanvendelse af materialer, og betragter hvert projektområde som en materialebank. I forbindelse med den tidlige screening laver vi en registrering af stedets materialer, og foretager her en vurdering af deres kvalitet og resterende levetider – beplantning såvel som belægninger og inventar. I vurderingen ser vi også på materialernes betydning for stedets æstetiske og oplevelsesmæssige kvaliteter, og de naturmæssige potentialer, så stedets iboende kvaliteter kan vokse videre i det fremtidige projekt, og forankre det til stedet og dets historie.
LCA Landskab
Som landskabsarkitekter mener vi, at det er afgørende, at vi som fag også løfter vores del af opgaven med at reducere CO2-udledningen i byggebranchen. Hos LYTT har vi derfor en ambition om at arbejde med LCA-beregninger i vores anlægsprojekter for at undersøge, hvordan vi kan bidrage til denne fælles opgave. Landskabsarkitekter spiller allerede en afgørende rolle i forhold til temaer som biodiversitet, LAR og regnvandshåndtering, hav og kystsikring, jordhåndtering mv., men klimapåvirkning og C02 -udledning på anlægsprojekterne er stadig et forholdsvis underbelyst område. Men målet står klart, og vi er opsat på at gøre, hvad vi kan for at nå det.