Urban & Landscape
Architecture

Sygehus Sønderjylland Aabenraa

Ved udbygningen af Sygehus Sønderjylland i Aabenraa – Akutsygehus, understreger det landskabelige greb den visuelle og fysiske sammenhæng mellem det nye akutsygehus og det omgivende landskab.

Sygehuset er omgivet af skov mod vest og syd, og ved plantning af forskellige hjemmehørende træarter langs sygehuskompleksets ydre afgrænsning, forstærkes oplevelsen af at befinde sig i skovens lysning og tæt på naturen.

En række søjleformede træer er plantet i en stor buebevægelse på sydsiden af ankomstvejen. Trærækken står som et stærkt landskabeligt greb, afgrænser rummet, og som en del af den naturlige wayfinding, leder den blikket og trafikken frem mod hovedindgangen. Foran hovedindgangen udfoldes en forplads, hvor grønne bede og opholdsmuligheder er integreret med et
trappeanlæg og danner et roligt og indbydende ankomstrum.

Parkeringsarealerne er centralt placeret og fordelt rundt ved bygningens indgange. Wayfinding, logistik og flow har været afgørende for placeringen af de enkelte parkeringszoner. Belysning ved parkering og på forpladsen ved hovedindgang er med til at understøtte gæsternes vej ind i huset.

Udvidelsen af akutsygehuset rummer fire gårdhaver. Haverne tager afsæt i ønsket om det ’helende landskab’ og gårdrummene er et pauserum, og hvad enten det er for øjet eller for sjælen, er det et visuelt og stemningsfyldt rum, der over året varierer i dets udtryk med ændringer i beplantningens nuancer og lysets farver. Fra patientstuerne opleves gårdrummenes abstrakte, men enkle og præcise udformning som smukke parterrehaver, mens man tæt på og i øjenhøjde tiltrækkes af variationen og detaljen.

Det nye akutsygehus er kåret til Årets Sundhedsbyggeri 2020 af Nohrcon.
Kåret til Årets Sundhedsbyggeri 2020 af Nohrcon

Sted

Aabenraa

Bygherre

Region Syddanmark

Udført

2013 - 2020

Rolle

Underrådgiver

Areal

34.000 m2

Anlægssum

DKK 700 mio.

Samarbejdspartner

COWI, Friis & Moltke og Ravn Arkitektur
  • Skitsering
  • Projektering
  • Udbud
  • Fagtilsyn

Relateret

Udarbejdelse af nye uderum ifm. Ny Bispebjerg Psykiatri. Bygherre: Region Hovedstaden Psykiatri