Munkebo Bypark
LYTT Architecture har i samarbejde med Sweco og Copla Legepladser + Learning Spaces tegnet projektet Munkebo Bypark for Den Selvejende Institution Munkebo Bypark.
Munkebo Bypark er Danmarks største naturlegeplads og bygger på idéen om at skabe et nyt grønt og aktivt samlingssted for byens daginstitution, skole samt spejdere, plejehjemsbeboere og idrætsudøvere. Byparken er inddelt i tre områder, der henvender sig til de omkringliggende institutioner og byens borgere på tværs af aldersgrupper. Et til idræt, et til friluftsliv og et til leg og socialt ophold. De tre områder appellerer til forskellige brugergrupper og sammenbindes af et 1,5 km langt loop, der er ideelt til løb, cykling og rulleskøjter. Særligt området for leg og socialt ophold er til stor glæde for byens børn og nærtliggende daginstitution. Her har man blandt andet opført et klatrestativ, en tarzanbane og et anlæg til balancelege, som udfordrer børnenes motorik, fantasi og samarbejdsevner. Ligeledes består byparken af en bålplads, shelters og en gangbro, hvor børnene kan udforske parkens natur. Torben Frølich, direktør i Lokale og Anlægsfonden, siger om projektet: ”Byparken i Munkebo er et vellykket eksempel på, hvordan et dårligt udnyttet og lidt trist areal kan udvikles til bypark med idrætsaktiviteter, leg og naturoplevelser og dermed være med til at give en mindre provinsby nyt liv og en ny identitet i nye fælles rammer.” Projektet er støttet A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formål samt Lokale- og Anlægsfonden.
Sted
Munkebo, Kerteminde
Bygherre
Den Selvejende Institution Munkebo Bypark
Udført
2014 - 2016
Rolle
Totalrådgiver
Areal
250.000 m2
Anlægssum
DKK 14,5 mio.
Samarbejdspartner
Sweco og Learning Space