Urban & Landscape
Architecture

Marielyst Torv og Strandstrøg

Den helt centrale fortælling på stedet er historien om Marielyst Østersøbad - badehotellet Marielyst, som har lagt navn til stedet. LYTT puster nyt liv i fortællingen om badehotelsidyllen og det sagnomspundne og eftertragtede liv i tæt samklang med naturen. 

Marielyst er en badeby på det sydlige, flade og sandede Falster. Om vinteren går byen i hi og samler kræfter til sommerens leben af badegæster, der i en lind strøm flyder mellem den brede, hvide strand og byens nye sølvgrå trædæk. 4.000 m2 egeplanker er lagt ud som et stort og fuldstændigt fladt gulv, der samler byens få butikker og restauranter om et torv med et udkigstårn. Egeplankerne giver en blød og behagelig flade for bare fødder, som der er mange af på en varm sommerdag. Vandet er tænkt ind i byen ved bl.a. at tilføre et symbolsk sømærke, Tårnet, som pejlingspunkt. 

Torvets ankomstmuligheder er markerede og dets rum defineret med træer, hvilket skaber en visuel forbindelse til den omgivende natur. Vi har hentet styrken fra havet op i byen ved at iklæde Torvet et sammenbindende egetræsgulv. Marielyst Torv er bygget helt i det træ, vi har så meget af i Danmark, for træ er badebyens og bæredygtighedens materiale. Foruden gulvet er også Torvets tårn bygget i egetræ. Og solstolene, Torvets ikoniske og unikke møblering, er bygget i egetræ af unge mennesker fra egnens beskæftigelsescenter. 

Endelig er de hvide stakitter, som agerer en symbolsk adskillelse mellem privat og offentligt område, bygget i træ. Når regnen falder, som den gør indimellem, lander den på egetræet, der skifter farve fra sølvgrå til sort, og løber ned i fugerne mellem plankerne. I Marielyst løber vandet maksimalt 8 cm - fra egeplankens midte og ud til nærmeste fuge. Det sker ganske stilfærdigt og helt usynligt, og afvandingsteknologien er lavteknologisk båret af den oldgamle faskine-løsning i oplagt samspil med den drænende undergrund af sand. Der er ingen regnvandsriste i Marielyst, og ingen kloak, der leder regnvandet væk. Vandet bliver håndteret på stedet i en særdeles lokal afledning af regnvandet. 



1. præmie i projektkonkurrence
Modtager af Guldborgsunds Kommunes Arkitekturpris 2015
Nomineret til Dansk Landskabspris 2015
Optaget i Danske Arks eksempelsamling "Arkitektur med merværdi"

Sted

Marielyst, Falster

Bygherre

Guldborgsund Kommune og Realdania

Udført

2014 -2016

Rolle

Hovedrådgiver

Areal

15.000 m2

Anlægssum

DKK 19 mio.

Samarbejdspartner

ETN Arkitekter og Sweco
  • Konkurrenceforslag
  • Brugerinddragelse
  • Skitseforslag
  • Projektforslag
  • Hovedprojekt
  • Udførelse

Relateret

"Marina med mere" - et multifunktionelt og aktivt mødested, hvor aktivitetsmuligheder på både vand og land tiltrækker flere og nye brugere. Bygherre: Middelfart Kommune