Vand skaber både liv og ro. Intentionen med Krøyers Plads var at skabe byrum, der sikrede plads til beboernes udeliv, restauranternes udeservering og forbipasserendes uformelle ophold – alle skulle have lige mulighed for en plads i solen. Krøyers Plads er blevet til et fortællende design, der understøtter stedets særegenhed, og inspirerer folk til at bruge det. En designstrategi, der genaktiverer kajkanten i overensstemmelse med stedets egenart og samtidig skaber merværdi i øjenhøjde med brugerne.
Efter tre mislykkede forsøg på at skabe en ny bebyggelse på en af havnens bedst beliggende pladser, blev der i det fjerde forsøg taget nænsom hånd om de særdeles aktive og engagerede beboere i nabolaget. De tidligere forslag blev væltet af det indflydelsesrige Christianshavns Lokaludvalg, så rådgiverteamet anbefalede bygherren NCC at lytte til stemningen hos lokalbefolkningen. Rådgiverteamet iværksatte derfor en stort anlagt åben borgerproces for alle interesserede i nabolaget, suppleret med særligt indbudte repræsentanter fra diverse interessenter og foreninger. Den netop tiltrådte stadsarkitekt Tina Saabye deltog aktivt i de tre workshops med over 100 deltagere, og hun benyttede lejligheden til at lancere et tema, der skulle vise sig at blive et ikonisk statement for stadsarkitektens virke mange år fremad: kantzonen som bylivsgenerator.
De tre workshops havde temaerne Byliv, Byrum og Bygning - i nævnte rækkefølge. Så for en gangs skyld kunne landskabsarkitekten kridte banen op ved at disponere arealet ud fra bylivsfunktionerne, og så lade restarealet blive til det bebyggede areal. Det gav god mening. Hvad der også gav god mening var, at i fraværet af de kommende beboere, som i sagens natur endnu ikke vidste, at de skulle komme til at bo på Krøyers Plads, da der endnu ikke var huse, de kunne flytte ind i, så brugte vi naboerne som pejlestok for udearealernes udformning og udtryk, velvidende, at de kommende beboere i det, der skulle blive nogle af landets dyreste lejligheder, antageligt ville have sit fokus på andre af bylivets værdier.
De mange forskellige tilkendegivelser, der kom til udtryk på de tre workshops, blev analyseret og ekstraheret til et program for Krøyers Plads. Udearealet skulle have stor diversitet for at imødekomme de mange ønsker, så det blev til seks forskellige byrum med hver sit udtryk og programmering og med en fælles vision om en imødekommenhed for alle byens borgere.
Byrummene bindes sammen af forbindelser, der skaber områdets særlige bevægelsesstruktur og høje sammenhængskraft: Alléen er den grønne gade, der forbinder nyt og gammelt. Pladsen er ankomsten og mødestedet. Haven er det frodige åndehul, hvor planter myldrer frem i alle sprækker. Promenaden skaber sammenhæng til havn og kajkant. Bryggen er den tætte kontakt til vandet og skibene. Og endelig er der Udsigten, pladsens hævede stævn, der giver udsigt til havnen med adgang til resten af verden.
Uderummene på Krøyers Plads er udarbejdede ud fra grundtanken om at skabe et moderne havnemiljø, der genfortolker stedets rå historie i materialer og design og går i dialog med omgivelserne. Fortællingen om havnemiljøet bæres frem i en insitustøbt betonbelægning med brede græsfuger og en møblering, der henviser til europapallen; ikonet for al transport, nu i en eksklusiv udgave i egetræ. Beplantningen er en genfortolkning af det spontane udtryk, med pionerplanternes insisteren på at vokse i alle sprækker, der opstod i de mange år, hvor området lå forladt og øde hen.
Haven er det fortættede, frodige og intime rum, der adskiller sig fra de fem andre rum ved også at have en mere privat karakter, om end den stadig er åben for alle. Haven er programmeret til ophold og leg, men er nok mere en have, som beboerne kigger ned på fra deres altaner. Vi insisterede på træer til at dulme for vinden, som gennem tunnelen mellem de to bygninger kan blive et heftigt og anmassende naturelement. Lette piletræer, der kan gro op og danne et transparent flor mellem altanerne, som en lavt hængende grøn sky.
Haven er, trods sin beliggenhed oven på en parkeringskælder og med kun 40 cm vækstmedie, blevet til den fortættede og frodige have, som var intentionen. Den er disponeret af fire lag: et stedsegrønt bunddække med et hav af forårsløg, et lag af blomstrende småbuske, sirbuske, så et åbent mellemlag, der giver en pause i vegetationen og udkig, og endelig rummets lette låg af pile- og rønnetræernes flagrende løv.
Efterhånden som byggeriet stod færdigt, og beboerne begyndte at flytte ind, meldte virkeligheden sig i form af enkeltes protester mod træerne, som de mente ville gro op og tage deres dyrt indkøbte udsigt. Et enkelt piletræ blev ryddet af NCC for at dulme gemytterne. Det stod en halv meter fra facaden, og det er så smukt, når et piletræ former sig efter en facade med en halv krone. Synes landskabsarkitekten. Den genstridige beboer flyttede efter et halvt år, og den efterfølgende beboer må savne det lægivende træ, for uden det, er der kun få dage om året det er til at opholde sig på den vindomsuste altan.
Når der er boliger, skal der også være noget, der kan stimulere børns leg. Vi havde en antagelse, der også kom til at holde stik: det var ikke børnefamilier, der ville flytte ind i de uforskammet dyre boliger. Men der kunne komme børnebørn på besøg, og byens borgere har da også børn med på tur. Legefaciliteterne blev til springpytter med vandspejl, som også fuglene kan lide. Trædestubbe igennem havens vildnis til ”jorden er giftig”, og opstablinger af europapaller til at klatre på. Det virker faktisk – både med og uden børn. En legeplads uden glade børn virker lige så tom, som et springvand uden brusende vand.
Det skulle senere vise sig, at intentionen om byliv på Krøyers Plads kom til at sejre ad helvede til. På de lune sommeraftener flokkes folk til pladsen, som var det en musikfestival. Og netop musikken skulle blive et problem så stort, at de beboere, der så flyttede ind i de tre bygninger for at komme tæt på byen, fandt støjen så belastende, at de enkelte aftener måtte flygte ud af byen til deres sommerhus i Hornbæk eller Toscana.
Bortset fra enkelte knaster som de ”modbydeligt store” træer, der tager udsigten, og den infernalske larm fra byens folk, så lader det til, at beboerne har taget stedet til sig. Det har resten af byen i hvert tilfælde. Set som samlet værk med bygningsarkitekturen, der diskret henviser til pakhusene, stueetagernes butikker og restauranter, der skaber liv i kantzonen, de seks imødekommende byrum, der understøtter et aktivt byliv i området, og endelig adgangen til havnen for badende, sejlende og solslikkende mennesker, er Krøyers Plads blevet en succes.
Læs artiklen som PDF
Efter tre mislykkede forsøg på at skabe en ny bebyggelse på en af havnens bedst beliggende pladser, blev der i det fjerde forsøg taget nænsom hånd om de særdeles aktive og engagerede beboere i nabolaget. De tidligere forslag blev væltet af det indflydelsesrige Christianshavns Lokaludvalg, så rådgiverteamet anbefalede bygherren NCC at lytte til stemningen hos lokalbefolkningen. Rådgiverteamet iværksatte derfor en stort anlagt åben borgerproces for alle interesserede i nabolaget, suppleret med særligt indbudte repræsentanter fra diverse interessenter og foreninger. Den netop tiltrådte stadsarkitekt Tina Saabye deltog aktivt i de tre workshops med over 100 deltagere, og hun benyttede lejligheden til at lancere et tema, der skulle vise sig at blive et ikonisk statement for stadsarkitektens virke mange år fremad: kantzonen som bylivsgenerator.
De tre workshops havde temaerne Byliv, Byrum og Bygning - i nævnte rækkefølge. Så for en gangs skyld kunne landskabsarkitekten kridte banen op ved at disponere arealet ud fra bylivsfunktionerne, og så lade restarealet blive til det bebyggede areal. Det gav god mening. Hvad der også gav god mening var, at i fraværet af de kommende beboere, som i sagens natur endnu ikke vidste, at de skulle komme til at bo på Krøyers Plads, da der endnu ikke var huse, de kunne flytte ind i, så brugte vi naboerne som pejlestok for udearealernes udformning og udtryk, velvidende, at de kommende beboere i det, der skulle blive nogle af landets dyreste lejligheder, antageligt ville have sit fokus på andre af bylivets værdier.
De mange forskellige tilkendegivelser, der kom til udtryk på de tre workshops, blev analyseret og ekstraheret til et program for Krøyers Plads. Udearealet skulle have stor diversitet for at imødekomme de mange ønsker, så det blev til seks forskellige byrum med hver sit udtryk og programmering og med en fælles vision om en imødekommenhed for alle byens borgere.
Byrummene bindes sammen af forbindelser, der skaber områdets særlige bevægelsesstruktur og høje sammenhængskraft: Alléen er den grønne gade, der forbinder nyt og gammelt. Pladsen er ankomsten og mødestedet. Haven er det frodige åndehul, hvor planter myldrer frem i alle sprækker. Promenaden skaber sammenhæng til havn og kajkant. Bryggen er den tætte kontakt til vandet og skibene. Og endelig er der Udsigten, pladsens hævede stævn, der giver udsigt til havnen med adgang til resten af verden.
Uderummene på Krøyers Plads er udarbejdede ud fra grundtanken om at skabe et moderne havnemiljø, der genfortolker stedets rå historie i materialer og design og går i dialog med omgivelserne. Fortællingen om havnemiljøet bæres frem i en insitustøbt betonbelægning med brede græsfuger og en møblering, der henviser til europapallen; ikonet for al transport, nu i en eksklusiv udgave i egetræ. Beplantningen er en genfortolkning af det spontane udtryk, med pionerplanternes insisteren på at vokse i alle sprækker, der opstod i de mange år, hvor området lå forladt og øde hen.
Haven er det fortættede, frodige og intime rum, der adskiller sig fra de fem andre rum ved også at have en mere privat karakter, om end den stadig er åben for alle. Haven er programmeret til ophold og leg, men er nok mere en have, som beboerne kigger ned på fra deres altaner. Vi insisterede på træer til at dulme for vinden, som gennem tunnelen mellem de to bygninger kan blive et heftigt og anmassende naturelement. Lette piletræer, der kan gro op og danne et transparent flor mellem altanerne, som en lavt hængende grøn sky.
Haven er, trods sin beliggenhed oven på en parkeringskælder og med kun 40 cm vækstmedie, blevet til den fortættede og frodige have, som var intentionen. Den er disponeret af fire lag: et stedsegrønt bunddække med et hav af forårsløg, et lag af blomstrende småbuske, sirbuske, så et åbent mellemlag, der giver en pause i vegetationen og udkig, og endelig rummets lette låg af pile- og rønnetræernes flagrende løv.
Efterhånden som byggeriet stod færdigt, og beboerne begyndte at flytte ind, meldte virkeligheden sig i form af enkeltes protester mod træerne, som de mente ville gro op og tage deres dyrt indkøbte udsigt. Et enkelt piletræ blev ryddet af NCC for at dulme gemytterne. Det stod en halv meter fra facaden, og det er så smukt, når et piletræ former sig efter en facade med en halv krone. Synes landskabsarkitekten. Den genstridige beboer flyttede efter et halvt år, og den efterfølgende beboer må savne det lægivende træ, for uden det, er der kun få dage om året det er til at opholde sig på den vindomsuste altan.
Når der er boliger, skal der også være noget, der kan stimulere børns leg. Vi havde en antagelse, der også kom til at holde stik: det var ikke børnefamilier, der ville flytte ind i de uforskammet dyre boliger. Men der kunne komme børnebørn på besøg, og byens borgere har da også børn med på tur. Legefaciliteterne blev til springpytter med vandspejl, som også fuglene kan lide. Trædestubbe igennem havens vildnis til ”jorden er giftig”, og opstablinger af europapaller til at klatre på. Det virker faktisk – både med og uden børn. En legeplads uden glade børn virker lige så tom, som et springvand uden brusende vand.
Det skulle senere vise sig, at intentionen om byliv på Krøyers Plads kom til at sejre ad helvede til. På de lune sommeraftener flokkes folk til pladsen, som var det en musikfestival. Og netop musikken skulle blive et problem så stort, at de beboere, der så flyttede ind i de tre bygninger for at komme tæt på byen, fandt støjen så belastende, at de enkelte aftener måtte flygte ud af byen til deres sommerhus i Hornbæk eller Toscana.
Bortset fra enkelte knaster som de ”modbydeligt store” træer, der tager udsigten, og den infernalske larm fra byens folk, så lader det til, at beboerne har taget stedet til sig. Det har resten af byen i hvert tilfælde. Set som samlet værk med bygningsarkitekturen, der diskret henviser til pakhusene, stueetagernes butikker og restauranter, der skaber liv i kantzonen, de seks imødekommende byrum, der understøtter et aktivt byliv i området, og endelig adgangen til havnen for badende, sejlende og solslikkende mennesker, er Krøyers Plads blevet en succes.
Læs artiklen som PDF