Urban & Landscape
Architecture

Flodlejet Randers

Flodlejet kommer til at bestå af en række by- og landskabsrum, som samler bydelene i Randers, og området bliver herved en sammenbindende destination. Med projektet ønsker vi at skabe liv ved, på og i vandet. Vi ønsker at supplere og styrke midtbylivet i Randers med helt nye oplevelser og måder at være sammen på - alt sammen med vandet og naturen som omdrejningspunkt. 

I Flodlejet gives deltaet tilbage til Danmarks eneste flod, Gudenåen, og områdets natur- og oplevelsesmæssige kvaliteter ved vandet forstærkes. Flodlejet samler flodens rum i et karakterfuldt by- og landskabsområde, der strækker sig over ådalen. Det bliver et særligt mødested, hvor bydele og byliv bindes sammen i en ny destination, der skaber forbindelse mellem den gamle bykerne, den nye by og fremtidens Flodby – alt sammen i tæt relation til vandet. Her opstår en ny måde at opleve byen på, som er både bynær og naturnær.
 
Flodlejets udvikling baseres på Randers’ DNA – by, delta, natur og havn. Ved at bygge videre på netop disse ”kulturtræk” styrkes byens autenticitet, og områdets nuværende 'mellemrums-karakter' erstattes af en lokalforankret kombination af natur og bykultur, hvor reel natur og nøje udvalgte kvalitetsmaterialer skaber en sammenhængende helhed.

På Flodlejets overflader integreres en række funktioner, der understøtter flodlivet. Her etableres blandt andet en ny bygning på Bolværksgrunden med faciliteter til ophold, aktiviteter og formidling. Derudover kommer Danmarks første og eneste flodbad, samt opholdspladser, opbevaring af udstyr til vandaktiviteter, sauna, ankomstpladser, landgange, gangstier, omklædning og udsigtsplatforme.

Bolværksgrunden
Bolværksgrunden er et centralt knudepunkt, hvor middelalderbyen, trafikken, flodbyen og floden mødes. I dag karakteriseres området af flodens nærhed, havnens store skala og de stærkt trafikerede og barrieredannende Havnegade og Randersbro.

Den nye disponering af Bolværksgrunden stormflodssikrer Randers’ midtby samtidig med at der skabes stærkere forbindelser mellem byen, floden og Flodbyen. Og gennem en række nye byrum opstår varierede rammer for bylivet langs floden. Havnestemningen, som er en central del af Randers’ historie, bevares og forstærkes gennem genanvendelse af materialer som brosten og jernbaneskinner samt en intakt kajkant. Samtidig suppleres havnens store skala med mindre, intime opholdssteder og pladser i menneskelig skala, der skaber en god balance i rummene.

Tronholmen og flodbad
Midt på Tronholmen skabes en ny holm med et væld af aktivitetsmuligheder – et ligeværdigt supplement til den bymæssige udvikling på Bolværksgrunden. Denne nye flod-destination inviterer til nærvær ved floden og de omkringliggende landskaber. Engnaturen får plads og der åbnes for et væld af oplevelser – både i vandet og på land. Her kan alle komme helt tæt på floden, mærke strømmen og nyde faciliteter som omklædningsrum, sauna og udsigtspunkter.  Som det eneste sted i Danmark tilbyder Tronholmen badefaciliteter i strømmende vand – en sjælden og unik mulighed for både besøgende og lokale. Et nyt samlingspunkt, hvor byen møder vandet, og hvor naturens kræfter kan opleves helt tæt på.

Visualiseringer: BRIQ

Læs omtaler af projektet:

Realdania

Randers Kommune 


Area

Randers

Area

Randers Kommune, Realdania og Flodbyen P/S

Area

2025-igangværende

Area

Totalrådgiver

Area

BRIQ og Artelia