Urban & Landscape
Architecture

Aarø Naturø

LYTT har udarbejdet et skitseforslag baseret på den strategisk-fysiske udviklingsplan for Aarø. Forslaget bygger videre på planens nøgleelementer og præsenterer tre centrale initiativer: et nyt mødested på Aarøsund Havn som pejlemærke, en renoveret og udvidet ankomstbygning på Aarø Havn samt et moderniseret fugletårn på østsiden af øen. Derudover forbedres tilgængeligheden med et styrket stinetværk, der forbinder øens vigtigste steder.

En sammenhængende designfamilie
For at skabe en helhedsoplevelse er hvert element i projektet designet med en tydelig sammenhæng på tværs af Aarøs forskellige miljøer. Hvert nedslag har sin egen unikke funktion og karakter, men indgår samtidig som en del af en samlet designfamilie. Fællestrækkene er inspireret af stedets eksisterende kvaliteter og afspejles i valg af farver, materialer, former og konstruktionsmetoder. Mens havnens strukturer benytter robuste materialer som tømmer og beton, præges naturområderne af ubehandlet træ og sten. Denne variation sikrer en harmonisk og genkendelig oplevelse på tværs af øen.

Renovering og udvidelse af ankomstbygningen på Aarø Havn
Som en central del af havneområdet indpasses ankomstbygningen nænsomt i det eksisterende miljø. Arkitekturen er inspireret af traditionelle bulhuse og hviler på et solidt fundament, der både beskytter mod stormflod og giver bygningen en visuel forankring. Facaden i sortbejset træ skaber en elegant kontrast til det store, samlende tag og understreger bygningens tilknytning til stedets maritime historie.

Nyt mødested på Aarøsund Havn
Det nye mødested på Aarøsund Havn bliver et naturligt knudepunkt for besøgende og fungerer som porten til Aarø. Det indbydende byrum tilbyder plads til ophold og formidling, hvor områdets natur og historie kan opleves. Kunstværket Den strandede hval fungerer som et centralt element og formidler fortællinger om Aarøsund, det dybe sund og øens rige natur på en engagerende måde.

Moderniseret fugletårn på Aarø
På østsiden af øen renoveres det eksisterende fugletårn for at forbedre både udsigtsmuligheder og tilgængelighed. Et nyt nedre niveau giver besøgende mulighed for at opleve dyre- og plantelivet i øjenhøjde fra diget, mens en spindeltrappe forbinder det med et øvre udsigtshus. Herfra kan man nyde panoramaudsigten over havet og det bagvedliggende landbrugsland, som over tid vil blive naturgenoprettet.

Forbedrede naturstier
Som en del af den overordnede vision styrkes øens stinetværk for at skabe gå-ruter uden for det eksisterende vejnet. Disse stier forbinder øens unikke naturpunkter og giver besøgende mulighed for at opleve Aarøs særegne landskab helt tæt på. Det nye stinetværk sikrer, at øens knudepunkter forbliver lettilgængelige for alle.

 

Projektet har fået støtte fra Nordea-Fonden til realisering af projektet. 

Area

Haderslev Kommune

Area

Aarø

Area

2024

Area

Hovedrådgiver
  • Application for fonding