Urban & Landscape
Architecture

Egmont Bevægelsespark

Under overskriften ’Naturligt Forbundne’ har vi udformet en ny bevægelsespark, som er skabt ud fra et ønske om et universelt designet bevægelses- og aktivitetsområde, hvor mennesker på tværs af funktionsniveauer, alder og baggrund kan deltage og bidrage.

Naturen har et enormt potentiale til at fremme fællesskab og samhørighed, på tværs af forskelligheder og funktionsniveauer. Naturen kan tilbyde et helende rum, hvor vi kan finde ro, inspiration og føle os som en del af noget større. Forskningen viser desværre at mennesker med forskellige funktionsnedsættelser og handicaps, ofte oplever at det kan være svært tilgængeligt at komme ud i naturen. Derfor spiller natur og grønne områder en central rolle, i det nye bevægelses- og aktivitetsområde ved Egmont Højskolen. Med et ønske om at skabe et universelt designet bevægelses- og aktivitetsområde, hvor mennesker på tværs af funktionsniveauer, aldre og baggrunde kan deltage og bidrage, får Egmont Højskolen et område som skaber rammerne for udfoldelse, med fokus på muligheder frem for begrænsninger. Helhedsplanen består af forskellige nedslag:
 
Den dynamiske sti
Den dynamiske sti udføres som et netværk af forbindelser bygget op omkring en tydelig og fuldt tilgængelig hovedsti, et netværk af sekundære stier og mere vilde ”afstikkere” gennem området. Vi har lagt vægt på, at brugere med funktionsnedsættelse har mulighed for at vælge den hurtigste og korteste vej til en aktivitet, så turen derhen ikke udtrætter dem inden målet er nået. 

Bakketoppen og Åndehullet
Bakketoppen rejser sig som en naturlig destination i projektområdet. Her er landskabet friholdt for at sikre en klar visuel sigtelinje mellem skolen og bakketoppen, der kan ses når man ankommer til Hou. Åndehullet  har en særlig atmosfære, hvor naturlige materialer og den omgivende natur smelter sammen til et rum for refleksion og ro og mere rolige aktiviteter som meditation, yoga mv.

Fælleden og Amfiscenen
Fælleden er et dynamisk område, der samler både bevægelse og fællesskab i ét landskabsrum der indrammes af bløde terrænbakker, med en varieret beplantning fra det eksisterende levende læhegn, til opstammede træer og buske og med en grøn bund af enggræsser og områder med klippet græs. Skolens nye Amfiscene indtænkes som et grønt og alsidigt element, der kan indgå i mange forskellige sammenhænge og som et aktivt element i dagligdagen og ikke kun til events.

Pavillonen
Pavillonen er et naturligt samlingssted i det nye bevægelses- og aktivitetsområde. Placeret helt centralt i området, er der gode koblinger til alle de omkringliggende aktiviteter. Med den centrale og synlige placering og en let genkendelig arkitektur bliver pavillonen et naturligt pejlemærke i området.

Lysningen og Himmelspejlet
Lysningen er områdets nye inkluderende og multifunktionelle træningsområde. Her er der anvendt stammer og træ som et gennemgående materiale. Stammerne leder brugerne ind i området fra hovedstien, hvor de tager form som hoppestubbe, balanceelementer og klatrestammer der fører folk ind i området. Syd for Lysningen, samles områdets regnvand i en grøn lavning kaldet Himmelspejlet. 

Den urbane flade og Gårdhaven
Den urbane flade  tilbyder plads til både bevægelse, aktiviteter på hjul, ankomst, socialt samvær og ophold. Det er det første rum man møder, når man ankommer til skolen fra parkeringspladsen, og er stedets visitkort. Det skal afspejle den ånd og fællesskab, der gør Egmont Højskolen til et særligt sted, og vække nysgerrigheden for en bevægelse videre ud i området.

Baselineregistrering
Der er gennemført en baselineregistrering på projektet  ved hjælp af bynatur 2.0. Målet med registreringen er at give skolen et godt og veldokumenteret grundlag for at formidle projektets og skolens generelle tilgang til biodiversitet, samt at synliggøre, hvad der sker med biodiversiteten efter projektets gennemførelse, når der foretages en registrering igen i år 2,3 eller 5 efter etableringen af anlægsprojektet.

Projektet har sin egen hjemmeside, hvor du kan læse mere

Bygherre

Egmont Højskolen

Sted

Hou

Udført

2024-igangværende

Rolle

Totalrådgiver

Areal

30.000 m2

Samarbejdspartnere

Ingeniørfirmaet Viggo Madsen og Karin Bendixen

Fonde

Nordea Fonden, Lokale- og Anlægsfonden, Vanførefonden, Bevica Fonden, Sigrid og Ove F. Olsens Fond